KulturKick

Har du lyst til et KulturKick?

KulturKick er et gratis tilbud til alle ledige og sygemeldte borgere i Vordingborg Kommune, som har lyst til et kreativt input i hverdagen én gang ugentligt. Det er et samarbejde mellem jobcenteret og musikskolen.
Kurserne er for alle - der kræves ingen kunstneriske/musikalske forudsætninger og der skal ikke forberedes noget fra gang til gang - du skal blot have lyst og motivation.
Et KulturKick forløb varer 9 eller 10 uger i to timer ugentligt.

Kreativ udfoldelse, som fx musik og billedkunst, skaber glæde og energi, og fællesskabet omkring sangen eller kunsten er givende og meningsfyldt – et kick til hverdagen.

To forskellige forløb:
"Billedkunst"
og "Fællessang & Vejrtrækning" 

Du kan vælge at deltage i et eller begge kurser. Hvert forløb har en varighed på 9 eller 10 uger.

Billedkunst er tirsdage kl.10.00-12.00 på 10.klasse & Ungdomsskolen" (tidligere Marienberg skole) i Vordingborg.
Fællessang & Vejrtrækning er torsdage kl.11.45-13.45 på Musikskolen (Kulturarkaden) i Vordingborg.

Instruktion i vejrtrækning
Fællessang og Vejrtrækning
Musikskolen i Vordingborg tilbyder et forløb med fokus på vejrtrækning, fællessang og stemmetræning. Undervisningen varetages af Mette Abraham, som er sangunderviser på Musikskolen.
Hun skriver om undervisningen:

For alle
Det kræver ingen sangerfaring eller musikalske evner at deltage på holdet – ALLE kan deltage!
Her handler det ikke om skønsang eller solosang.
Jeg har mødt masser af mennesker, som ikke synger, fordi de tror de ikke kan. Men alle kan synge - hver fugl med sit næb. Og når man kaster sig ud i det, oplever man hvad det giver at synge sammen med andre; godt humør, gode grin og glæde.

Hvordan foregår undervisningen 
Her på holdet lærer du om den sunde vejrtrækning og mærker hvordan den bl.a. giver øget velvære og virker stressreducerende og beroligende.
Med afsæt i vejrtrækningsøvelser synger vi fællessange. Holdet finder sammen frem til sange og genrer, som vi har lyst til at lære nærmere at kende. Vi vil også tale om nogle af sangene; hvad minder de os om, hvem er forfatteren, hvad er det for en genre osv.


Du bliver en del af et hyggeligt fællesskab med ca. 5-15 deltagere.
Efter undervisning i halvanden time, er der en halv time med tid til at drikke the/kaffe og tale om, hvad der nu er lyst til i forlængelse af dagens oplevelser. Det er vores "3. halvleg". 

Hvor og hvornår
9 eller 10 torsdage kl.11.45-13.45 i Musikskolens gode lokaler i Kulturarkaden, der byder på en panoramisk udsigt over vandet. Sydhavnsvej 6, 4760 Vordingborg.
Se "Praktisk information og tilmelding" for opstart datoer.

 

Undervisning i billedkunst
Billedkunst
Undervisningen på Billedskolen varetages af billedkunstner og underviser Mia Sloth Møller. Hun skriver om undervisningen:

For alle
Kurset kræver ingen forkundskaber - alle kan deltage! 
Man skal blot være positivt indstillet overfor at skulle beskæftige sig med kunst.

Du bliver en del af et mindre hold med 10-15 deltagere, i et hyggeligt fællesskab, hvor du får udvidet dit netværk.
Efter undervisning i halvanden time, er der en halv time med tid til at drikke the/kaffe og tale om, hvad der nu er lyst til i forlængelse af dagens oplevelser. Det er vores "3. halvleg". 

Hvordan foregår undervisningen 
På kunstholdet skal vi hovedsageligt male og tegne. Hver gang holder jeg et lille oplæg om et emne som vi derefter arbejder med. Det kan fx være teknik, farvelære, landskabsmaleri, croquistegning eller blindtegning, Hver mødegang er et lille afrundet forløb, og hver gang får du de ting du har lavet, med hjem. 

Alle får en personlig notesbog, som vi arbejder med gennem hele forløbet. Jeg vil vise hvordan den kan bruges til at "samle sig". At samle billeder, finde stofrester, farvekombinationer, et postkort, en avisartikel, en sætning - ting der fanger ens øje - og klistre dem i bogen. Det kan hjælpe til mere end blot at blive opmærksom på sit eget billedsprog. Jeg bruger selv notesbogen som mit vigtigste værktøj. Det er der, jeg opbevarer inspiration. 

Eksempler på emner vi kommer omkring:
At tegne så det ligner - der undervises på en måde, der handler mere om at se og koncentrere sig, end om at sætte streger på papiret. Det er en metode, der gør, at alle kan lave flotte tegninger. Det er skønt at blive opslugt af at tegne. Det giver en god ro, og man bliver stolt af sig selv, når man står med en tegning, man ikke vidste, man kunne lave. 

Farvelære der undervises i at blande farver af grundfarverne gul, rød og blå. Det er elementært og alligevel virker det magisk, når farver skabes. Vi skal male billeder af ild, jord, planter og vand. Farveblanding gør os bl.a. også mere opmærksomme på farverne i verdenen omkring os. Man ser flere nuancer af blåt og gråt i himlen, hvordan en vandpyt pludselig er orange i solens lys og meget mere.
 
Hvor og hvornår
(OBS: sommer 2024 har billedkunst skiftet dag og sted)
9 eller 10 tirsdage kl.10.00-12.00 på 10.klasse & ungdomsskolen (tidligere Marienberg skole), Parkvænget 12, 4760 Vordingborg. 
Se ”Praktisk information og tilmelding” for info om opstarts-datoer.

 

  • En ugentlig energi indsprøjtning
  • Et fællesskab med mulighed for at danne nye netværk.
  • Mulighed for at udvikle dine kreative sider.
  • Glæde og overskud.

KulturKick har til formål, at give dig overskud og velvære, i en periode af dit liv, som kan være udfordrende, som enten ledig eller sygemeldt.

Historien bag KulturKick
Vordingborg kommune blev i 2016 udvalgt at Sundhedsstyrelsen, som én blandt fire kommuner i landet, til at udvikle og gennemføre kulturelle aktiviteter for sygemeldte borgere med let til moderat depression, stress og angst.

Projektet, kaldet KulturStyrke, blev en stor succes, som deltagerne fik stort udbytte af. 
Efter projektets afslutning, har Vordingborg kommune besluttet at bygge videre på de gode erfaringer, og udvide målgruppen som kan benytte tilbuddet.

Det nye projekt har fået navnet KulturKick, da det er ønsket; at give ledige og sygemeldte borgere et kick til hverdagen, som alene er båret af lyst og glæde ved kreativ udfoldelse og fællesskab.

KulturKick
Som navnet antyder, er formålet at give dig et kulturelt og kreativt energi-kick, som ikke kræver andet end lysten til at deltage. Aktiviteten foregår en gang ugentligt i 2 timer, og er et gratis tilbud til ledige og sygemeldte borgere i Vordingborg Kommune.

Du kan vælge at deltage i enten Fællessang & vejrtrækning eller Billedkunst, eller evt. begge dele.

Der kan være mellem 5-15 deltagere pr. hold. Der undervises på dansk.

Et forløb varer 9 eller 10 uger á 2 timer ugentligt. 

Forløb i 2024 og 2025:


Fællessang & Vejrtrækning - torsdage kl.11.45 - 13.45
sommer: 22.august-31.oktober (informationsmøde mandag d.19.august kl.10-11 på musikskolen)
efterår: 7.november-16.januar (informationsmøde mandag d.4.november kl.10-11 på musikskolen)
vinter: 23.januar-3.april (informationsmøde mandag d.20.januar kl.10-11 på musikskolen)
forår: 10.april-26.juni (informationsmøde mandag d.7.april kl.10-11 på musikskolen) 

Billedkunst - tirsdage kl.10.00 - 12.00
20.august-29.oktober (informationsmøde mandag d.19.august kl.10-11 på musikskolen)
efterår: 5.november-14.januar (informationsmøde mandag d.4.november kl.10-11 på musikskolen)
vinter: 21.januar-1.april (informationsmøde mandag d.20.januar kl.10-11 på musikskolen)
forår: 8.april-17.juni (informationsmøde mandag d.7.april kl.10-11 på musikskolen) 

Hvor :
Fællessang & Vejrtrækning - Musikskolen (i Kulturarkaden), Sydhavnsvej 6, 4760 Vordingborg.
Billedkunst - "10.klasse & ungdomsskolen" (tidligere Marienberg skole), Parkvænget 12, 4760 Vordingborg. 

Tilmelding:
Kontakt din vejleder/sagsbehandler i kommunen for tilmelding.

Yderligere information:
Hvis du har spørgsmål til KulturKick, er du meget velkommen til at kontakte projektkoordinator Maj-Britt Madsen på tlf. eller SMS; 29 28 25 53 eller på mail; ajad@vordingborg.dk